På en skrænt tæt ved floden
Stod Tapre Ørn, en høvding søn
På den anden bred nær ved floden
Stod en pige, slank og skøn
Hvide Due kaldes pigen
Sortfodsstammens dejlighed
Tapre Ørn var Mohikaner
Håbløs var den kærlighed
Tapre Ørn elsked' pigen
Som hans hjerte kaldte på
Ja, Tapre Ørn elsked' pigen
Som han aldrig kunne få
Som en fos hvivlede strømmen
Den brede flod dem skilte ad
Og forgæves hun måtte vente
Altid tavs og aldrig glad
Hvide Due henover vandet
Sendte kys i måneskin
Tapre Ørn fik hjertebanken
Når han så sin hjertenskær
Tapre Ørn elsked' pigen
Som hans hjerte kaldte på
Ja, Tapre Ørn elsked' pigen
Som han aldrig kunne få
Tapre Ørn sprang i floden
Han dukked' op bag en bølgekam
Hvide Due hun hørte råbet
Og hun svømmed' ud til ham
Længe kæmped' de imod strømmen
Før de mødtes mund mod mund
Evigt var de nu forened'
Da de sank mod flodens bund
Tapre Ørn elsked' pigen
Som hans hjerte kaldte på
Ja, Tapre Ørn elsked' pigen
Som han aldrig kunne få
Comments (0)